Artikel i transportmagasinet
For mange er det en drøm, der går i opfyldelse, når de endelig får foden under eget bord, som det så smukt hedder. Der kan gå masser af år, før den drøm går i opfyldelse. For John Christensen tog det 22 år. Så længe er det siden, at han kørte det første læs for sin far, Preben Christensen, og blev klar over, at han en dag ville afløse ham.
I år 2000 blev han medejer af firmaet – og den 10. januar 2014 er han blevet eneejer af firmaet.
Fakta
V. Christensen & Søn A/S blev af Verner Christensen grundlagt i 1952 i Hejbøl. Siden 1986 har Preben Christensen været medejer af virksomheden, som i 2000 optog John H. Christensen og dermed tredje generation i ejerkredsen.
I 1996 flyttede virksomheden til sin nuværende adresse i Krusbjerg.
Virksomheden beskæftiger i alt 11 mand.
Transportmagasinet: Hvad skal din far så lave nu?
– Han skal nyde pensionisttilværelsen, svarer John – og tilføjer at faderen også er begyndt at dyrke motion.
– Forleden mødte jeg ham oppe i byen, hvor han kom kørende på sin cykel. Han fik cyklen til sin 60 års fødselsdag for nogle år siden. Indtil forleden havde hjulene på cyklen ikke drejet en hel omgang rundt.
– Det har de så nu. Det var helt dejligt at se, at han kommer ud og motionerer lidt.
Far og søn skal nok komme til at tale sammen fremover. John har det stadig bedst med at tale med sin far, inden han tager store beslutninger.
– Vi har altid talt meget sammen. Vi er to personer med vidt forskellige meninger; men når vi først har snakket tingene igennem, er vi utrolig enige – også selv om vi har været igennem nogle store diskussioner.
V for Verner
V. Christensen A/S er en mindre, men alsidig vognmandsforretning. Den blev grundlagt i 1952 af Verner Christensen – men faktisk er forretningen endnu ældre. Verners far kørte med mælk i 40 år og lagde derned grunden på det erhverv, som har været familiens lod i fire generationer.
Der er altid blevet kørt for landbruget, og der køres stadig meget for landbruget. Der køres med kartofler fra avlerne til Flensted. Kartoffelaffaldet bliver blandet med valle til såkaldt kartoffelpulp og solgt som foder til landmændene. V. Christensen & Søn A/S er også med, når der skal høstes og køres med gylle. Dertil kommer en grusgrav, hvorfra man leverer sand, sten, grus, skærver mm. Seneste aktivitet er flis.
– Det handler om at være alsidig og ikke kun køre med én type varer, lyder John Christensens filosofi.
Derfor har firmaet en alsidig og fleksibel vognpark. Den består for tiden af ni containerbiler og fire trækkere. De tre af trækkerne kører gylletransport, mens den fjerde kører foder i flydende form. Dertil kommer to tipsættevogne og en blokvogn.
– For at gøre det mere alsidigt skal vi have nogle forskellige enheder at koble for, siger han.
Selv om han har kroghejs på en af bilerne, er han mere tilhængere af containerhejs, som han har kørt med siden de blev købt hos SAWO i Holstebro i 1977.
– Vægtmæssigt halter kroghejsene stadig bagefter, mener John Christensen.
Gradvist mere ansvar
John har været medejer af firmaet siden år 2000 og har gradvist fået flere og flere ansvarsområder. Han såt blandt andet for firmaets værksted.
– Vi reparerer alt inden for sliddele, fejlsøgning og afdrejning af bremseskiver mm. Vi klargør bilerne til syn; men vi roder ikke med motorerne, siger han.
Værkstedet står han for sammen med nogle af chaufførerne; men ellers vil han helst sidde i førerhuset på sin Scania.
– Jeg er selv ude at køre, og det bliver jeg ved med, siger han.
– Det er vigtigt at have kontakt til sine kunder. Det kan man selvfølgelig gøre ved telefonen; men man må ud til dem engang imellem.
10 medarbejdere
Firmaet består af ti medarbejdere: syv chauffører, John selv, hans kone Lene, som netop er ansat på kontoret, og han mor, som skal lære Lene op.
– Det er en passende størrelse, synes den nyslåede vognmand.
– Firmaet har været større. Det var dengang, det hele gik hurtigere. Vi troede, vi kunne magte det hele. Vi havde masser af kørsel og en kanon god omsætning; men vi tjente ikke flere penge – og så er det ikke al sliddet værd.
– Man fik den idé ind i hovedet, at det bare skal være større. Men det bliver bare mere uoverskueligt.
Kun Scania
Selv om firmaet har haft en Volvo, kører man kun Scania.
– Reservedelsmæssigt holder vi os til et mærke; ellers skal man have flere ting ind på hylden. Sidst vi skulle have ny lastbil, fik vi besøg af Mercedes-Benz. Det var meget godt, for man har nogle gang indtryk af, at Scania er sikre på, at vi også køber Scania næste gang. Derfor undersøger vi altid priserne. Hvis man ikke gør det, ender det måske med at man bliver snydt.
For John gælder det alt, lige fra arbejdshandsker til lastbiler.
– Forleden ringede en sælger fra Fyn. Han mente, at han havde de billigste arbejdshandsker. Jeg undersøgte med det samme sagen hos vores normale leverandør; og det viste ikke at holde stik. Han kunne slet ikke være med.
– Det kan godt være, at det er håndører, men i sidste ende er det med til at give overskuddet.
Administrativt bøvl
I dag er det udgifter og afgifter, som vognmændene skal flås på, konkluderer John Christensen, når snakken kommer ind på branchens vilkår.
– Nu er vi for eksempel blevet godkendt til foderstof; men det koster os 25-30.000 kroner om året.
Det foder, som vi kører ud med, tilsætter vi med mælkesyrebakterier for at neutralisere syreindholdet og for at der ikke sker en gæringsproces. Fordi vi gør det, kaldes det for produktion, og så skal vi til at betale råstofafgifte og lignende.
En anden sag, der irriterer John , er den statistik, som chaufførerne skal udfylde.
– Jeg har spurgt myndighederne om, hvad de skal bruge oplysningerne til. Jeg får bare at vide, at det er et EU-krav – og hvis vi ikke udfylder dem, bliver firmaet politianmeldt. Det er den forklaring, man får.
– Tænk hvis jeg havde samme indstilling over for mine chauffører og sagde: Det gør du bare! Det ville da ikke gå. Jeg lytter da efter, hvad chaufførerne siger – og så tager man det, man kan bruge.
Johns første tur
John Christensen husker stadig sin første officielle tur.
– Mine forældre skulle pludselig på sygehuset. Det var min lillebror, der skulle fødes. Tilbage på gårdspladsen stod et træk med korn på. Det skulle til KFK i Herning.
– Det var min første tur. Hidtil havde jeg været med på nogle enkelte ture og syntes, at det var rigtig spændende; men efter Herning-turen vidste jeg, at jeg en dag ville afløse min far i familiefirmaet.
– Jeg blev hele tiden banket ind i hovedet, at jeg skulle få en uddannelse. Jeg gik i folkeskolen til 10. klasse og tog år på EFG Handel og Kontor. Så syntes jeg, at det var nok.
Nu kan han sætte sig i chefstolen og måske se frem til, at en af hans tre børn en dag vil afløse ham.
– Det vil jeg ikke sætte som et krav, siger John.
– Det må være deres egen beslutning. At være vognmand er mere end et fuldtidsjob. Det skal man være indstillet på – og så skal man ellers nyde, at man har rigtig travlt, og at man ikke skal sidde inde på et kontor hele dagen.