Artikel i ugeavisen | Vognmandsfirma i Ølgod nær Varde & Grindsted | Sikker transport

Få et uforpligtende tilbud Ring 75 24 30 72

  • Fokus på service
  • Sikkerhed i top
  • Høj kvalitet
Created on Onsdag, 25 okt 2017 11:24:26

Artikel i ugeavisen

Vejen vist

John har aldrig været i tvivl om, at han skulle følge i sin fars og farfars fodspor, og han har siden år 2000 været medejer af virksomheden. De seneste år har han overtaget ansvaret for stadigt flere opgaver.

Blandt andet kørselsplanlægningen har længe været mit ansvar, fortæller John, der også står for alt, der har med kontrolbesøg og myndigheder at gøre, snerydning og vognmandsvirksomhedens eget værksted.

Motoren piller vi ikke i, men klargøring til syn, service og udskiftning af sliddele forsøger vi selv at klare, forklarer Preben, der nu skal til at vænne sig til pensionisttilværelsen.

Prebens Hustru, Jette, fortsætter sit arbejde på virksomhedens kontor, hvor en af hendes vigtigste opgaver bliver at oplære Lene, Johns hustru.

Enighed trods diskussion

Far og søn har gennem årene taget mange diskussioner, uden at det dog på noget tidspunkt har truet familievirksomheden.

Vi bliver af og til endda temmelig uenige om tingene; altså indtil vi får dem snakket igennem, for så viser det sig som oftest, at vi er ret enige, forklarer John, der fremover må tage beslutningerne alene.

Hunden følger med

Han og Lene samt parrets tre piger flyttede allerede for et års tid siden ind på virksomhedens adresse efter en gennemgribende renovering af boligen, hvortil der også fulgte Jette og Prebens labrador, Leika. Den er elleve år gammel og synes temmelig upåvirket af sit ejerskifte.

Navnet uændret

”V. Christensen & Søn A/S” bliver virksomhedens ved med at hedde. ”V” står for Verner, der var Prebens far, og som grundlagde vognmandsvirksomheden tilbage i 1952.

– Og inden da havde min bedstefar kørt mælk i 40 år, tilføjer Preben.

John er derfor reelt fjerde generation i familieforetagendet, som gennem årene har taget flere og flere opgaver ind.

Kartofler, gylle og grus

Det startede med kartofler, og det udgør da stadig en stor del af vores omsætning, men for ikke at være alt for sårbare har vi løbende tilføjet nye opgaver, forklarer John.

Virksomhedens ni chauffører kører kartofler fra avlerne og til Flensted, og kartoffelaffaldet henter de igen og blander med valle, hvorefter det sælges som dyrefoder. De kører korn i høsten, og så udgør gyllekørsel også en stor del af virksomhedens omsætning. Drive-in forretningen med alt i sten sand og grus vil fremover være bemandet hele dagen, for Lene har lovet at passe den del af forretningen ved siden af kontorarbejdet.

Så hun skal lige have lært at køre gummigeden, indskyder John.

Seneste skud på stammen

Træflis til stokerfyr er den seneste knopskydning i den vidtforgrenede vognmandsforretning, der råder over ikke mindre end 13 lastbiler med forskellige funktioner. Den vigtigste aktiv i forretningen er dog chaufførerne, som også synes at være tilfredse med deres arbejdsplads.

Vi har nogle rigtig dygtige og ansvarsbevidste medarbejdere. De er overvejende selvkørende og passer selv deres ansvarsområder. De fleste har været her i mange år, fortæller John.

Det er også meget nemmere for os, for når en chauffør lover kunden noget, er det ham selv, der må sørge for at overholde aftalen, tilføjer Preben.

Far og søn nikker enigt. På fredag er de hovedpersoner ved receptionen for venner, bekendte og forretningsforbindelser.

V. Christensen & Søn A/S

CVR:25471830

Krusbjergvej 8

6870 Ølgod